Sådan skal det være…
Gårsdagens lille uheld ved pokerbordet var naturligvis, hvad det var – et uheld. I dag regerede deres udsendte, som han er vant til.
Spillede en $62 turnering på Tropicana, hvor jeg bor. Nåede præcis lige at melde mig til i allersidste sekund, efter at det endelig lykkedes mig at lokalisere træningsrummet på hotellet og få løbet en times tid.
Jeg skal ikke gøre historien lang, bare nævne, at jeg fik spillet præcis, som jeg skulle. Lavede ganske få fejl, og når jeg gør det, så kan jeg ikke tabe. Det er et faktum.
Det var en kamp op ad bakke, hvis jeg skulle vinde, så jeg er ok tilfreds, selv om førstepladsen var cirka det dobbelte af, hvad jeg hentede hjem.
Den sidste hånd forløb sådan her: Blinds er 2000/4000, hvilket vist nok er første gang, ifølge personalet. Det er ikke så vigtigt, for jeg er helt nede på noget i retning af 2½ blind, og havde allerede smidt et par all-ins med ok hænder.
Så da jeg får A8s er der kun en vej. Min modstander, der spillede super godt hele vejen igennem, behøver ikke overveje om han skal kalde, selv om han taber fører han stadig stort. Han har T80 og rammer endnu en 10′er på floppet. Ingen hjælp til mig på Turn eller River, så det er bare “Good game, sir!” og hen og give hånd, og så afsted og blogge.
Vi spillede omkring tre en halv time i alt, og det dræner virkelig energien. Der er kun pause en gang i timen, og resten af tiden er jeg fokuseret i en grad, at jeg helt sikkert taber mig i vægt, selv om jeg aldrig har vejet mig før eller efter.
Nå, men godnat, derhjemme. You don’t know what you’re missing!
No related posts.
Recent Comments